Ny børneskulpturguide klar til sommerens besøgende
10
062014
Aabenraa Kommunes Billedkunstråd har udsendt en ny version af den populære børneskulpturguide. Den ligger i Borgerservice, turistbureauer, biblioteker og museer i kommunen samt som webversion på http://www.kunstiaabenraa.dk
Børneskulpturguiden er en introduktion til de mange børnevenlige skulpturer, der er opsat rundt i hele kommunen. Den byder på poetiske billeder, beskrivelser og guidede ture i Aabenraa by og til byerne rundt i hele kommunen.
Til hver skulptur er der små opgaver, som kan løses både af mindre og større børn. De appellerer til børnenes sanselige oplevelse af den kunstneriske udformning og materialet. Alle børn kan indsende svarene og være med i en konkurrence, der løber over sommerperioden og afgøres hvert år i oktober.
- Det er glædeligt, både at kommunens kunst bliver set, og at guiden inspirerer til at blive brugt af børn og unge. Den første udgave af børneskulpturguiden viste sig at være meget populær. Institutioner og private, lokale og gæster har brugt den og indsendt besvarelser til den løbende konkurrence. Turistforeningen måtte bede om et nyt oplag til sommerens besøgende, fortæller Birte Sandorff Lock fra Billedkunstrådet.
Børneskulpturguiden har fået ny forside, og der er kommet 3 nye skulpturer med. Guiden kan fås på Turistbureauet i Aabenraa, Kruså Turistbureau, på bibliotekerne i Aabenraa, Bov, Felsted, Rødekro og Tinglev og på Kunstmuseet Brundlund Slot samt på Deutsche Zentralbücherei i Aabenraa.
- Vi er stolte af den nye flotte skulpturguide, som er professionelt opbygget med oplysende elementer, og ikke mindst med nogle interessante spørgsmål, som får børnenes oplevelse og fantasi sat på prøve. Det er vigtigt, at børn og unge får berøring med forskellige kunstarter herunder skulpturer, mener Tim Wulff formand for Kultur- og Fritidsudvalget.