Nyhed er fra 19-10-2015

Ny leder på Bylderup Skole

Aabenraa Kommune har ansat Jens Boddum som ny skoleleder på Bylderup Skole pr. 1. december 2015.

19
102015

Jens Boddum kommer fra en stilling som forstander på Frøslevlejrens Efterskole ved Padborg.

Han er 40 år og læreruddannet fra Haderslev Statsseminarium. Efter seminarietiden fik han arbejde på Ladelund Ungdomsskole, en efterskole i Sydslesvig. Herfra blev han ansat som viceinspektør på Hiort Lorenzen Skolen, en mellemstor folkeskole i Slesvig by.

I 2006 trak efterskoleverdenen og Danmark så meget, at han søgte og fik opgaven med at opbygge Sdr. Feldings Efterskole som skolens første forstander. Efterskolen er en skole for normaltbegavede unge med læse- og staveproblemer.

Efter tiden i Sdr. Felding skiftede Jens Boddum til sin nuværende arbejdsplads Frøslevlejrens Efterskole, hvor han har været ansat siden 2009.

Privat bor han sammen med Maria og de har sønnen Johan. Sammen venter de barn nr. to i nær fremtid.

Udover familien er Jens Boddum engageret i Bov Lokalråd og Fårhus Borger- og Ungdomsforening samtidig med, at han er aktiv med ridning og kørsel med heste, cykling og friluftsliv.