Prisuddeling: Stem på Borgernes Favorit 2021
I hele uge 37 kan Aabenraa Kommunes borgere være med til at bestemme, hvem der skal vinde dette års Borgernes Favorit blandt de ni kandidater til henholdsvis Arkitekturprisen 2021 og Bygningsforbedringsprisen 2021.

10
092021
Det er nu muligt at stemme på sin favorit blandt de ni kandidater til Arkitekturprisen og Bygningsforbedringsprisen. Det er et bedømmelsesudvalg, som udpeger vinderen af de to priser, mens det er borgerne, som peger på vinderen af Borgernes Favorit. De nominerede til priserne er:
Arkitekturprisen 2021:
- Naldtanglejren – nybygget lejrskole ved Alssund
- Aabenraa Krematorium – nyt krematorie ved Kirkegården
- Genforeningsparken – ny bypark foran Folkehjem
- Hængende Ly ”Reden” – svævende shelter ved Highpark Sønderjylland
- Kedelhallen – transformation af gammel varmecentral til tegnestue
Bygningsforbedringsprisen 2021:
- Flensborgvej 158 – istandsættelse af fredet Bomhus
- Nymøllevej 28 – istandsættelse af bevaringsværdigt stuehus
- Nygade 39B – istandsættelse af bevaringsværdigt byhus
- Nygade 42 – istandsættelse af bevaringsværdigt byhus
Man kan stemme fra mandag 13. september til og med søndag 19. september via https://www.aabenraa.dk/borger/flytning-bolig-og-byggeri/arkitektur-og-bevaring/arkitekturens-dag-og-priser/.
- Jeg håber, at borgerne vil være med til at hædre den flotte arkitektur og gennemførte bygningsforbedring i Aabenraa Kommune. Alle projekterne bygger på nogle gode tanker og værdier, og jeg håber, at mange derfor vil gå ind og se byggerierne og stemme på deres favorit, siger Philip Tietje, formand for Vækstudvalget for Land og By og medlem af bedømmelseskomiteen.
Årets vinder af Borgernes Favorit 2021 bliver afsløret sammen med Arkitekturprisen og Bygningsforbedringsprisen ved et arrangement 4. oktober, hvor Aabenraa Kommune afholder Arkitekturens Dag.
Fakta
Formålet med Arkitekturprisen, Bygningsforbedringsprisen og Borgernes Favorit er at sætte fokus på god arkitektur og bygningsbevaring. Gennem præmieringerne rettes fokus på nyopførte bygninger, ombygninger eller tilbygninger, nyistandsatte bygninger, nyetablerede byrum, anlæg eller landskabsrum samt bygningsbevaring, der er med til at gøre Aabenraa Kommune til et smukkere og bedre sted at opholde sig. Med præmieringerne ønsker kommunen at medvirke til en øget interesse for den arkitektoniske kvalitet i de fysiske omgivelser og hædre arkitekter for deres arbejde og bygherrer for deres prioritering af arkitekturen.