Nyhed er fra 06-06-2019

Rønshoved Skolehjem fylder 100 år: Det fejres med luftshow og hip hop

Børn med behov for særlig omsorg og støtte har i 100 år boet på Rønshoved Skolehjem. Det bliver markeret med et brag af en 100 års fødselsdagsfest, hvor Rønshoved Skolehjem 15. juni holder åbent hus.

06
062019

Det er noget helt særligt at fylde 100 år. Det er det også for Rønshoved Skolehjem, når de 15. juni markerer jubilæet med et åbent hus for tidligere elever, personale og venner af huset.

Arrangementet begynder klokken 13.30, hvor Rønshoved Skolehjem er vært for et sønderjysk kaffebord. Herefter vil der indtil klokken 20.45 være adskillige aktiviteter, indslag og taler.

- I Rønshoved Skolehjem har vi en institution, som vi godt kan tillade os at være særdeles stolte af. I 100 år har børn med behov for særlig omsorg og støtte fået hjælp og vejledning, og derfor er det helt på sin plads at holde en stor fest, siger formand for Aabenraa Kommunes Børne- og Uddannelsesudvalg, Kirsten Nørgård Christensen og fortsætter:

- Jeg håber, at mange af de tidligere elever på Rønshoved Skolehjem vil kigge forbi for at tage del i fejringen. Det samme gælder de forældre, der har haft børn på Rønshoved Skolehjem.

Som en del af fejringen vil der om eftermiddagen være et stort luftshow, som RVators Formation Team afvikler, lige som der senere på eftermiddagen vil være koncert med rapgruppen HipSomHap.

- Jeg glæder mig til, at vi får lov til at have en festlig dag med hinanden. Der vil også være mulighed for, at man kan kigge rundt på Rønshoved Skolehjem, hvor man får rig mulighed for at se de forandringer, der er sket, siden man måske selv var tilknyttet Rønshoved Skolehjem, siger Jens Jacob From Levring Madsen, der er forstander på Rønshoved Skolehjem.

Program for åbent hus på Rønshoved Skolehjem lørdag 15. juni

-      13.30 Sønderjysk Kaffebord

-      14.00 Officiel åbning

-      14.30 Air Show ved RVators Formation Team

-      15.30 Rapgruppen HipSomHap

-      16.30 Taler og indslag

-      17.30 Bandet Route 45 spiller

-      20.45 Fyrværkeri

Indimellem alt dette er der mulighed for at bruge hoppeborgen, få en tur på vandet, være ved bålet samt gense gymnastiksalen m/udstilling, den gamle skole og hovedbygningen.

Kontaktperson

Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget Aabenraa Kommune, Kirsten Nørgård Christensen, tlf. 51 31 44 75; e-mail: knc@aabenraa.dk

Forstander Rønshoved Skolehjem, Jens Jacob From Levring Madsen, tlf.: 73 76 87 15; e-mail: jjlm@aabenraa.dk

Kommunikationskonsulent, Kasper Stoof, tlf.: 73 76 72 90; e-mail: ksje@aabenraa.dk