Nyhed er fra 23-05-2014

Skulderklap til unge eliteidrætsudøvere

Aabenraa Kommunes kultur- og fritidsudvalg støtter hvert år unge eliteidrætsudøvere via Eliteidrætspuljen. I år var puljen på 100.000 kroner.

23
052014

Eliteidrætspuljen gik i år til 13 unge eliteidrætsudøvere, som hver fik et sted mellem 3.000 og 20.000 kroner. Pengene skal bl.a. bruges til udstyr, specialtræning, kørselsudgifter og til udgifter i forbindelse med deltagelse ved VM og EM.

Modtagerne er:

Jacob Iversen, Lund Flugtskydning
Alexander Salby, Rødekro IF, Motion, Atletik & Tiathlon
Philip Hansen, Rødekro IF, Motion, Atletik & Tiathlon
Kasper Rhinstrøm-Schmidt, Rødekro IF, Motion, Atletik & Tiathlon
Christine Holm Skylvad, Sønderjyllands Golfklub
Marie Lund-Hansen, Sønderjyllands Golfklub
Jacob Jørgensen, Sønderjyllands Golfklub
Christian Holm Jørgensen, Svømmeklubben Opnør
Marie Aagaard, AAIG Atletik, tri og motion
Mathilde Kramer, AAIG Atletik, tri og motion
Sebastian Bach Garbrecht, AAIG Atletik, tri og motion
Lise Brink Termansen, AAIG Orientering

Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Tim Wulff håber, at støtten kan være med til at styrke og videreudvikle de unge talenter:

- I udvalget er det vores håb, at disse unge også i fremtiden kan være blandt de bedste i Danmark eller i verden. Måske ser vi dem også til OL, vurderer udvalgsformanden og fortsætter:

- Aabenraa Kommune har rigtig mange gode unge eliteidrætsudøvere, så vi har desværre måttet skuffe nogle af dem. Men vi håber, de vil fortsætte med deres sport og med at kæmpe for at komme helt frem i front.

Mathilde Kramer er en af dem, der i år har modtaget et kontant skulderklap via Eliteidrætspuljen. Det er hun meget glad for:

- I sæsonen 2013 kom jeg stærkt tilbage efter en lang skadesperiode og forvandlede mig til Danmarks hurtigste kvinde. Jeg er pt. i en endnu bedre form og har åbnet sæsonen med virkeligt gode takter. Der er mere end nogensinde brug for at tage til udenlandske stævner for at opnå den udfordring, der skal til for at fortsætte den positive udvikling. Træningslejre og lignende kommer også ind i billedet som en økonomisk udfordring. Derfor er jeg rigtig glad for den støtte, jeg har fået gennem Eliteidrætspuljen.

Mathilde Kramer har valgt at udsætte rejser og studier for fortsat at løbe for AAIG og fortsætte det gode samarbejde med træneren.