Nyhed er fra 01-04-2014

Tinglev Skoles leder stopper på grund af nyt job

Skoleleder Lars Aagaard har valgt at søge nye udfordringer og stopper derfor som leder af Tinglev Skole med udgangen af april. Sidste arbejdsdag på Tinglev Skole bliver fredag 11. april. Lars Aagaard har været leder af Tinglev Skole de seneste tre et halvt år.

01
042014

Den 1. maj tiltræder Lars Aagaard som pædagogisk afdelingsleder ved den nye BillundSkolen i Billund Kommune.

- Jeg har været leder i Aabenraa Kommune de sidste 21 år og kan se tilbage på mange dejlige oplevelser og rare kollegaer. Men tiden var kommet til nye udfordringer, som jeg glæder mig til, siger Lars Aagaard.

Skolechef Lars Hende Svenson beklager, at han må sige farvel til Lars Aagaard, der bl.a. har været med til at lede Tinglev Skole gennem en tid med ombygning og opførelse af den nye indskoling Planeten.

- Det er altid svært at skulle sige farvel til en kompetent leder. Men samtidig ønsker jeg Lars Aagaard al mulig held og lykke i sit nye job, siger Lars Hende Svenson.

Han forventer, at en ny leder er på plads efter sommerferien. I mellemtiden overtager souschef Pia Diabelez den daglige ledelse af Tinglev Skole.