Tysk informationsmøde om deponi af affald fra atomkraftværker
Borgmester Thomas Andresen opfordrer borgere fra Aabenraa Kommune til at deltage, når det slesvig-holstenske energi- og miljøministerium holder informationsmøde om planerne om deponi af atomkraftværk-affald tæt på den dansk-tyske grænse
14
062016
Det er Ministerium für Energiewende, Landwirtschaft, Umwelt und ländliche Räume des Landes Schleswig-Holstein, der inviterer til offentligt informationsmøde. Det finder sted tirsdag 28. juni kl. 18.30 i Sportshalle I, Holmberg, Harrislee.
- Invitationen gælder også borgere i Aabenraa Kommune. Man skal dog være forberedt på, at mødet foregår på tysk. Men jeg vil opfordre alle med interesse i sagen til at tage med til mødet og høre om planerne. Jeg ønsker at skabe så meget tryghed som muligt for borgerne i Aabenraa Kommune, så ethvert tiltag, der kan medvirke til det, hilser jeg velkomment, pointerer borgmester Thomas Andresen.
Han er personligt blevet gjort opmærksom på informationsmødet af ministeren for det omtalte ministerium Dr. Habeck. Det er sket, efter at Thomas Andresen tidligere på måneden skrev til ministeren for at få oplysninger om deponeringsplanerne.
- Jeg er meget glad for at have modtaget invitationen. Nu vil jeg afvente, hvad der kommer ud af det tyske informationsmøde, inden jeg vurderer, om der er behov for et tilsvarende møde på dansk side, siger Thomas Andresen.
FAKTA
Mødet handler om deponi af materiale i forbindelse med nedbrydningen af fire atomkraftanlæg i Slesvig-Holsten: Atomkraftværkerne i Brokdorf, Brunsbüttel og Krümmel og forskningsreaktoren i Geesthackt. Der er ifølge det tyske ministerium tale om materiale med meget lav radioaktivitet.
Der er planer om, at affaldet skal deponeres i et eller flere af syv forskellige deponier i Slesvig-Holsten, blandt dem et deponi netop i Harrislee, hvor informationsmødet holdes.