Nyhed er fra 21-01-2016

Udviklingsplan for Tinglev på vej

Aabenraa Kommune inviterer alle interesserede til at deltage i processen med at skabe en udviklingsplan for Tinglev. Første skridt er et borgermøde onsdag 3. februar på Tinglev Skole

21
012016

Hvordan kan Tinglev by udvikle sig de næste 10-15 år? Hvordan kan Tinglev f.eks. gøres mere attraktiv, så flere bosætter sig i byen?

Det er noget at det, der skal undersøges i foråret 2016 i et samarbejde mellem Aabenraa Kommune og lokale borgere, erhvervsdrivende og foreninger. Resultatet af processen bliver en udviklingsplan, der skal danne fælles retning for byens udvikling. Planen skal inspirere til både kommunale og lokale initiativer.

Som første led i processen er der borgermøde onsdag 3. februar kl. 18-21 på Tinglev Skole. Her kan alle interesserede møde op og præge planens indhold.

- Udvikling er noget, vi skaber sammen. For at få en udviklingsplan, der passer præcist til Tinglev, er det lokale engagement vigtigt. Det kan bl.a. være med til at sikre, at Tinglevs særlige identitet med sin udprægede dansk-tyske historie får lov at komme til udtryk. For hvordan ser man som lokal mulighederne for en videreudvikling af fællesskabet? Det er noget af det, der vil være interessant at få bud på, siger Philip Tietje, der er formand for Aabenraa Kommunes Vækst- og Udviklingsudvalg.

Processen med at skabe udviklingsplanen arrangeres i samarbejde mellem Tinglev Forum, Tinglev Handels- Håndværker- og Industriforening (THHI) og Aabenraa Kommune. På borgermødet nedsættes en frivillig arbejdsgruppe, der sammen med Aabenraa Kommune og kommunens rådgiver vil arbejde videre med udviklingsplanen.

På vegne af THHI og Tinglev Forum udtaler formand for THHI Tim Skovmand:

- Vi håber, at rigtigt mange beboere og repræsentanter for foreninger, handelslivet og virksomhederne vil møde op og give deres meninger til kende. Det er nu, man skal gøre sin indflydelse gældende. Alle kan være med uanset baggrund og erfaring. Det gælder også fra byens ungdom. Lokalkendskab og egne ideer er vigtige bidrag, så vi håber på at se et bredt udsnit af Tinglevs befolkning.

Læs evt. mere

Program for borgermødet
Kl. 18:00 Velkomst og information om projektet
Kl. 18.30 (ca.) Workshop inkl. aftenkaffe
Kl. 20.30 Opsamling
Kl. 21:00 Tak for i aften